Orientering om Havnens lejemål – marts 2024

 

Nyt om Provianten

Flere har nok ventet i spænding omkring hvad der skal ske med Provianten, og havnen har været tøvende med at melde ud. Det forholder sig sådan, at det samarbejde og forhandling, som påbegyndte mellem havn og potentiel ny lejer i efteråret 2023 og resulterede i en fælles hensigtserklæring om ny kontrakt primo 2024, nu er afsluttet. Desværre blev udfaldet, at lejer trak sig, idet lejers ønsker til drift og havnens fokus på at det skal være til direkte gavn for brugerne af havnen viste sig ikke at kunne mødes. Havnen har strakt sig så langt den kunne ift. at samarbejde omkring løsningen.

I korte træk drejer det sig om lejers ønske om at etablere et produktions-bageri og et pizzeria i de to bygninger. På trods af konstruktive forhandlinger, beskrivelser og tegninger over bygningsanvendelse, blev havnen og lejer mødt af flere benspænd i foråret. Nogle kunne håndteres, men ifølge forvaltningen kan der ikke placeres decideret produktion på havnen (bageri), og derfor var det nødvendigt at lave nogle tilpasninger til lejers koncept, herunder gøre det til en cafe med brødudsalg. Havnen har så samarbejdet med lejer om muligheden for at imødekomme dette krav, og til trods for mange positive dialoger, har lejer ikke set det muligt at imødekomme kravet, hvorfor lejer har trukket sig fra engagementet.

Det er virkelig ærgerligt. Havnens bestyrelse har drøftet scenarier for hvordan vi hurtigst muligt kommer videre med anvendelsen af bygningen. Vi fastholder, at der skal være et tilbud om mad/is mv. til havnens brugere, og vi har allerede haft følere ude nogle steder, som vi nu arbejder videre med.

Nyt om Nautilus

Da vi første gang kommunikerede om renovering af Nautilus, tog vi et forbehold gående på de potentielle overraskelser, der typisk er forbundet med renovering af gamle huse. Det er vi glade for i dag.

I den forgangne tid har der været gennemført adskillige destruktive undersøgelser, energi- og ventilationsanalyser, energiforbedringsvurderinger ift. arkitektoniske udtryk og dialoger om fremtidig lejers ønsker til ændringer i bygningen samt fordeling af omkostninger hertil. Nogle perioder har det føltes som flere skridt tilbage end frem.

Bygningsmassen er som bekendt bevaringsværdig, og hen over tid er der sket tilpasninger, som ikke alle har været godkendt af kommunen. Det skal vi håndtere nu. Der er derfor brugt en del tid på at skitsere og drøfte, hvordan vi kan føre bygningen tilbage til det oprindelige udtryk og samtidig honorere, at bygningen huser en restauration. Endvidere har valg af udvendige døre, gulvbelægning mv. skulle tage højde for fremtidige oversvømmelser, som vi ved kommer. Køling og opvarmning i bygningen har historisk været en udfordring. Det har vi nu fundet en løsning på.

Nye vinduer, forbedret klimaskærm og bedre isolering vil tilsammen også bidrage til markant lavere energiforbrug. Derudover står vi mellem at vælge en fælles (men lidt usikker) fjernvarmeløsning, etablere varmepumper (som kræver plads på en havn, hvor der ikke umiddelbart er ledig plads) eller fortsætte med gas. Vejen vi vælger har betydning for valg af løsninger, så det har krævet grundige drøftelser. Som landet ligger nu, indretter vi os efter at kunne overgå til fjernvarmen, og vi håber, at flere i Vedbæk vil gå samme vej og muliggøre, at vi flytter byen i en mere bæredygtig og selvforsynende retning.

Vi har haft forhåndsmøder med forvaltningen, og der er god opbakning til de løsninger, vi påtænker at gennemføre. Vi har bedt havnens rådgivende arkitekt udarbejde materiale, der formidler projekter. Denne formidling vil blive gjort tilgængelig på bygningen på havnen samt på havnens facebook- og hjemmeside.

Da vi ønsker at tænke bæredygtigt og reducere mængden af spild i byggeriet, har vi også undersøgt muligheder for genbrug af materialer og løsninger hvor muligt. Vi har omprioriteret i nogle af opgaverne og valgt at udskyde udvalgte forbedringer til senere. Det betyder, at vi mener fortsat at kunne holde tidsplanen, som siger åbning til april 2025. Vi vil selvfølgelig arbejde for at blive færdig hurtigere, hvilket er i alles interesse.

Nysgerrige kan kigge ind i stueetagen, men her et kig ind på 1. sal, hvor nedrivningen er i gang. Gammelt ventilationssystem skal ud, lofter skal ned og der skal skabes lysgennemfald, så et smukt selskabslokale kan opstå.

Is på havnen

Til sidst kan vi meddele, at vi har indgået en flerårig aftale med Ismageriet om salg af is på havnen. Deres vogn står klar ca. midt på havnen, hvor dykkerklubben hører til. Her er der etableret et miljø med borde, bænke og blomsterkasser, som kan medvirke til at skabe en lille is-oase, ligesom Ismageriet kommer med deres kendte mintgrønne møbler. Vi er meget glade for at have fået et rigtig godt is-produkt til Vedbæk Havn.